Bo Skjoldborg

Bo Skjoldborg

Lær med nyhedsbrevet
Hent et gratis skrivekursus

Mobil: 29 80 34 62
E-mail: kontakt@boskjoldborg.dk

Bo Skjoldborg_i_stol_pressefoto

Bo Skjoldborg er født i 1966. Han er forfatter til en række anmelderroste romaner, digtsamlinger, børnebøger og skrivebøger. Senest er han aktuel med humor-actionbøgerne ‘Doktor Kolds testamente’ (2017), ‘Jagten på eleverguldet’ (2016) og  den Orlapris-nominerede ‘Jagten på den talende hund’ (m. Morten Dürr). Derudover står han bl.a. bag børne-spændingsbøgerne ‘Vild-bøgerne’ (2003-15)samtidsromanen ‘Så længe vi er lykkelige’ (2013)  og fagbogen ‘Flowskrivning – vejen til flydende skriveprocesser’ (2008)

 

Når hverdagen sidder i øjet

Bo Skjoldborg blev født en mørk vintermorgen i 1966. Der var kun syv minutter til Dyssegård Bibliotek, og her læste han flere hundrede børnekrimier og spiste en masse karamelstænger. I 1991 debuterede han med digtsamlingen ’Sangen fra de røde trompeter’.

 

Bo Skjoldborg har skrevet en række anmelderroste romaner, digtsamlinger, børnebøger og fagbøger. De gennemgående motiver i forfatterskabet er en søgen efter frihed og nærvær i forhold til det almindelige hverdagsaktuelle – og væsentlige – liv. I romanen ’Så længe vi er lykkelige’ (2013) er det kærligheden og det moderne menneskes higen efter lykke og egen behovsopfyldelse, der tages under loyal humoristisk og kærlig behandling: 39-årige Jakob lever et lykkeligt liv med et godt job, kæreste og et nyfødt barn. Efter mødet med en ung mand tages livet op til revurdering; er han lykkelig, når det kommer til stykket?

I andre af bøgerne er det det afsporede, ensomme og (muligvis) psykisk syge menneske, der bliver sat under lup. Det sker med et stærkt humoristisk islæt i de populære børne-actionbøger ‘Vild-bog-serien’ – og ikke mindst i romanen ‘Den fortabte’ fra 1996.

 

Tal med din romanhelt – førte til prisnominering

Allerede i 2003 vakte Bo Skjoldborg pressens bevågenhed ved sammen med børnethrilleren Vild flugt at sende en helt ny type dialogforum på internettet i luften: Maltes hjemmeside Forummet var en hjemmeside, hvor børnene kunne skrive sammen med de fiktive personer fra romanens univers, og var en revolutionering af den normale romanlæsesituation: Nu kunne man som læser tale med sin romanfigur, og det, børnene spurgte om, kunne let få indflydelse på de efterfølgende bøger i serien. En historie var ikke bare en historie på 160 sider, men kunne i princippet fortsætte altid. Og det var vel at mærke, før Facebook og de andre sociale medier blev hverdagskost.

Bo Skjoldborg blev indstillet til prisen Årets læseinitiativ på Danmarks Pædagogiske Universitet for ideen, og mere end 800 børn har benyttet sig af forummet. I 2004 blev sitet udvidet med nok et forum – Mivers mail – hvor børnene kan skrive, hvis de føler sig pressede og stressede over noget.
I 2015 blev han desuden sammen med fem andre forfattere indstillet til BØFA-prisen for online-læsekampagnen GratisBørnebøger

 

Skriveblokering førte til flowskrivning

Bo Skjoldborg har udgivet de to populære skrivebøger Flowskrivning – vejen til flydende skriveprocesser’ og Skriv så de reagerer – på jobbet og i det hele taget Flowskrivning tager dels afsæt i Mihaly Csikszentmihalyis flowteori, dels i forskning om hjernen, kreativitet og i skriveprocesser (fortrinsvis de to amerikanske universitetsprofessorer Peter Elbow og Robert Boices arbejde).
Hans interesse i skriveprocesser og faglig skrivning blev vakt, da han under sit arbejde med en fantasyroman blev ramt af en skriveblokering. Hør historien på YouTube

 

Fra legatverden til skrive-business …

Bo Skjoldborg har både som fag- og som skønlitterær forfatter modtaget flere legater fra Autorkontoen og Forfatterinderne E. og C. Engholms Forfatterlegat. Derudover sad han i 1997-2001 i Litteraturrådets legatudvalg for prosaforfattere.
I dag er han ved siden af sit forfatterskab indehaver af kursusvirksomheden Powerwriting.dk, der løser skrive- og undervisningsopgaver for en række succesrige danske og internationale organisationer

 

… og forlægger

Virksomheden blev i 2012 udvidet til også at omfatte et fagligt lyd- og e-bogs-forlag, der p.t. har udgivet hans to skrivebøger (som er kommet i flere papir-oplag hos Dansk Psykologisk Forlag).
I 2013 satte han desuden et skønlitterært forlag i søen – Forlaget Werther – der p.t. har udgivet hans nye voksenroman ‘Så længe vi er lykkelige’, serien Vild-bøgerne og humor-actionromanen ‘Doktor Kolds testamente’

 

Og bøgerne, ikke mindst …

Skønlitteratur:

Doktor Kolds testamente. Forlaget Werther 2017
Jagten på elverguldet. Plot 2016 (m. Morten Dürr)
Vild ø. Forlaget Werther 2015
Jagten på den talende hund. Plot 2015 (m. Morten Dürr)
Vild gift. Forlaget Werther 2014
Vild jagt. Forlaget Werther 2014
Så længe vi er lykkelige. Forlaget Werther 2013
Vild panik. Børnethriller. Attika 2007
Fuglene vil ikke sove. Digte. Attika 2006
Vild ferie. Børnethriller. Forum 2004
Vild flugt. Børnethriller. Forum 2003
Den fortabte. Roman. Centrum 1996
Melding om en kannibal. Digte. Centrum 1995
Når engle hævner. Roman. Centrum 1994
Sangen fra de røde trompeter. Digte. Centrum 1991

Faglitteratur:
Skriv så de reagerer – på jobbet og i det hele taget. Fagbog. Dansk Psykologisk Forlag 2010
Flowskrivning – vejen til flydende skriveprocesser. Fagbog. Dansk Psykologisk Forlag 2008


 PS: Har du læst nogle af bøgerne eller været på et kursus? Så vil det glæde mig meget, hvis du giver vennerne et tip!