fbpx
Bo Skjoldborg

Flad ud

Flad ud

 

AF BO SKJOLDBORG

Mandag morgen, ugen truer, og hvem har så tid til at sidde og glo? For få, mener kronikøren, der er forfatter.

Det begyndte med, at jeg hørte, at Sally var begyndt til ballet! Ballet er en relativt udbredt fritidsforteelse her, hvor vi bor, på Havnen. Balletten er dog tæt forfulgt af ridning … og fodbold for drengenes vedkommende. Men altså ballet til Sally onsdag og lørdag … foruden rytmik og svømning tirsdag og torsdag. Sally er blot 5 år – så hun skulle nok kunne nå at drive det til noget. Selvfølgelig følte jeg mig dum og utilstrækkelig: Mine unger på 3 og 5 går ikke til noget som helst. Min søn løber ligesom Anders And (måske fordi han ikke går til ballet!), og min datter har det svært med r-lyde. Når vi endelig er hjemme, ligger vi mest og glor – hvis ikke vi leger, æder kage, skælder ud, ser tv eller læser i en bog. Varm mad kan vi dårligt tage os sammen til at få lavet. Det sker ikke ligefrem hver dag, og som regel er resultatet ikke noget at råbe hurra for. Et hus har vi heller ikke – vi orker hverken at tjene pengene til det eller reparere det, hvis det går i stykker. Vi synes, vi har travlt nok i forvejen. Hjemme hos Sally får de masser af varm mad. Dér bager Sallys mor selv al brødet, også rugbrødet – det handler om at planlægge tingene i god tid, siger hun. Og hun har også altid nyt, dyrt tøj på og går til fitness mindst to gange om ugen. Hun signalerer helt igennem styrke og stolthed – over både sit køn, sin race og sin generation. Og hun ville få et føl, hvis hun fandt ud af, at vi aldrig går til fitness! Aldrig i livet!

Jeg ville godt tale et alvorsord med Sallys mor (også selvom jeg i bund og grund føler mig utilstrækkelig!). Først ville jeg nævne lægen og stressforskeren Hans Selye, der i 1946 skrev, at forældre udsætter deres børn for betydelig mindre stress, så snart de indser, at børn ikke er væddeløbsheste alle sammen – en del er skildpadder! Jeg ville også godt sige til hende, at børns virkelighed i dag formodentlig er noget mere kompliceret end før i tiden. Familiens daglige tempo er i reglen uhyggelig højt, og der er et stort pres i form af tidsfrister, præstationskrav, forventninger, barnlige voksne, overfyldte institutioner og oceaner af syns-, lyd- og følelsesindtyk fra alle sider – foruden de klassiske stress-skabere som selvstændighedsalderen, puberteten, skilsmisse, sygdomme, dødsfald og andre ulykker. Vores yngel er blevet tildelt noget af en opgave! På Hillrød Sygehus har man de senere år oplevet, at 30 procent flere skolebørn er blevet indlagt med stresssymptomer. Blandt voksne danskere oplever to ud af tre deres liv som værende alt for stressfyldt, og hver femte er så stresset, at det går ud over livskvaliteten og truer helbredet. Vi klager generelt over for lidt tid til familien og vennerne, og 41 procent af os ville gerne arbejde en dag mindre om ugen.

Problemet er så bare, at stressen også regnes for en … værdi! Eller rettere: At fare af sted er en værdi – og stress er nu engang højhastighedens onde lillebror. Hvordan skal ambitiøse forældre som Sallys mor og jeg give et alternativ videre – roen, den hensygnende dovenlars! – når vi i bund og grund ikke føler særlig godt for det? ”Pyha, jeg er lidt stresset for tiden,” siger man med et skævt, indforstået smil til sin gode, gamle ven. Og han nikker med samme skæve smil og en bemærkning om, at det jo heller ikke er blevet lettere efter, at man har fået børn, og arbejdspladsen er blevet det sted, hvor man slapper af. Flere skæve smil. Besværgelsen er fuldbyrdet og det arketypiske, dyriske fællesskab uophørligt bekræftet: Vi ved det begge, og de ved det. Og det er mildt sagt ok, for vi er med. Og på … ja, rent ud sagt uundværlige. Nepaleserne har intet ord for stress. Japanerne har ét for ’død som følge af for meget arbejde’ – kalroshi. Vi i Danmark nøjes med en gylden middelvej og har lånt det engelske ord – men er så til gengæld så stolte af det, at vi uden at rødme digter vores ugentlige arbejdstid højere, end den er. Lægerne overdriver deres administrative byrder, men generelt overdriver vi alle … og de med karrierejob uden højeste arbejdstid overdriver mest. Faktum er, at den aftalte arbejdstid for en fuldtidsbeskæftiget siden 1960 er faldet fra ca. 2150 timer om året til under 1700. Alligevel taler og taler vi om vores arbejde. Hvorfor? Fordi vi oplever et pres! Men vi tilsyneladende så hårdt- og hurtigtarbejdende er også drevet af trangen til at opnå omsorg og ikke mindst yderligere arketypisk, dyrisk næsegrus beundring fra flokkens svagere, mere langsomme og dagpenge- og efterlønsmodtagende … for ikke at sige rent ud sagt røv-sløve individder.

I P1 hørte jeg om en dame, der blev slave af sin trang til at opnå flokkens næsegruse beundring. Og hendes stemme var skam dyb og trist, mens hun fortalte om sit mangeårige virke i en stor unavngiven organisation. Hun sagde, at hun havde presset sig selv til at yde mere og mere, så det efterhånden blev et fast ritual for hende at komme hjem klokken 19, hygge med ungerne til kl. 20, arbejde videre fra 20.30 til kl. 24-1 stykker, sove til kl. halv syv, aflevere unger og møde kl. halv ni, arbejde til kl. ca. 18.30 og så videre. En arbejdsuge på 80-100 timer. Og det blev ved og ved. En dag kunne kvinden ikke mere. Pludselig mens hun sad på sit kontor, gav hun sig til at græde. Hun fik fri og gik hjem, og der græd hun videre. Og når hun ikke græd, stirrede hun ud i luften og orkede ingenting. Selv de mindste ting kostede hende en helt uhyrlig energi. Herefter blev hun langtidssygemeldt – og til sidst sagde hun op. Kvindens læge stillede diagnosen stress. Og hendes historie foruroliger mig først og fremmest på grund af et sammenfald i symptomer: Jeg græder ikke så tit og kan udmærket rejse mig fra min stol. Men nogle af de andre ting har bestemt været der i perioder – søvnløsheden, synsforstyrrelserne, hovedpine, depressioner, de pludselig anfald af vrede imod min dejlige kæreste og dejlige unger … for ikke at tale om næseblod som følge af for højt blodtryk. Jeg ligger nemlig ikke altid og glor derhjemme. Langt fra! Men når jeg gør, glor jeg mest på de grønne træer udenfor. Og om vinteren kan man glo på vandet i voldgraven. Det kan man blive helt glad af at glo på … ja, jeg vil næsten sige, at jeg ind imellem får en slags ro i sindet af at glo på det.

Forklaringen på min og P1-damens stress må også til dels tilskrives vores tavshed – den helbredsnedbrydende tavshed, som udlændinge altid gør os opmærksomme på. Vi er en del danskere, der er berømte for at holde vores inderste tæt til kroppen (med mindre vi er fulde!). Vi råber ikke og skælder ikke ud som italienerne – eller danser trommedans som brasilianerne eller de vilde fra Afrika. Vi brænder meget hellere inde. På et Hovedbibliotek nord for København var der forleden et par fyre, der talte i mobiltelefon – på læsesalen! Og selvom vi var mindst 20, der var irriterede, sagde ingen af os noget – og da slet ikke: ”Hold så kæft!” Vi sad bare og blev stressede – svedte mens blodtrykket steg sammen med temperaturen oppe under loftet. Vores formål var nemlig i sidste ende at … vinde! Vi vandt følelsen af at være gode! Vi vandt fornemmelsen af at opføre os pænt og ikke bringe en fremmed i forlegenhed. Vi handlede med respektindgydende respekt men frem for alt super-pragmatisk – som den svagelige, kloge dreng i klassen, der ved, at selvbeherskelse er vejen til sejr. Vi vandt med vores klogskab og fik dermed besværget, hvad vi ellers udmærket fornemmer i forvejen: 78 procent af danskerne mener ifølge en global meningsmåling, at de er mere intelligente end gennemsnittet. Hvilket folkeslag i hele verden kan slå dén selvtilfredshed? Til sammenligning synes blot 44 procent af portugiserne, at de er de klogeste. Pist væk var således erindringen om det faktum, at vi ikke har vundet en krig i næsten 400 år (imod Sverige og Finland i 1617 … og kun med temmelig god vilje!) – endsige den smertelige viden om, at vi engang var så store, at København lå fysisk placeret midt i landet. Og pist væk var den kendsgerning, at vi skal fat i fodboldlandsholdet eller må helt tilbage til en samling verdensomsejlende røverbander, der plyndrede og voldtog overalt, hvor de nåede frem, for at finde en identitet, der fremstår potent nok til, at vi orker at spejle os i den. Vi fortabte vikinger på Hovedbiblioteket holdt sammen i vores farlige stilhed, selvbeherskelse, dygtighed … og stress. Er det den arv, vi gerne vil give videre til vores børn?

En dag fik Sallys mor et raserianfald nede i børnehaven, fordi Sallys regnjakke var blevet væk. Hun hvæsede så indædt, at hun var nær ved at græde. Bagefter, da hun var gået, spurgte Sally forsigtigt pædagogerne, om de ikke nok ville lade være med at være vrede på hendes mor. Hun var nemlig presset på sit arbejde for tiden. Jeg ville godt tale et alvorsord med Sallys mor … og med min egen hæsblæsende udspaltning. Og jeg ville være tvunget til at bruge grovfilen, så hermed:

1) Bliv ved med selv at være død stresset: Sørg for at komme for sent op hver morgen, så du skal skælde en masse ud, og I er nær ved at komme for sent ud af døren. Råb, at nu når du sgu igen ikke at komme på arbejde til tiden – og hvis dit barn pludselig lægger sig syg, så husk at gøre hende behørigt opmærksom på, hvor hårdt det er for dig, at du nu ikke kommer på arbejde. Så hun ved, at det er hendes skyld. Eller vær tavs, så hun bare fornemmer det.

2) Sørg for, at dit barn aldrig laver ligegyldige ting. Lad hende aldrig skrive for sjov, læse pjankede bøger (som Gåsehud eller undertegnedes nye, humoristiske børnethriller ’VILD FERIE’) … endsige lege dumt med sine veninder. Sørg altid for at der er et formål med galskaben, dvs. en læring og et gedigent indhold. Så hun bliver bedre og mere dygtig for hvert sekund.

3) Husk at videregive den danske kulturarv i form af gode, bondske huskeråd såsom: ’Man skal gøre sit bedste!’ og ’Du skal bare mase på!’. Den slags vil hjælpe dit barn til at holde fokus på det relevante: At hun altid bør yde toppræstationer. Så lærer hun også at overhøre alle kroppens og sjælens brokkerier.

4) Sørg for at der altid er et væld af syns- og lydindtryk. Vær hele tiden sammen med andre børn og gerne i store flokke. Hvis ikke så lad hende se fjernsyn konstant. Ellers tænd for computeren, stereoanlægget – eller hårtørreren, hvis det går helt galt.

5) Ignorer ethvert symptom på stress – så som ondt i maven, hovedpine, depression, spiseforstyrrelser, pludselige vredesudbrud og adfærdsændringer i det hele taget. Husk: Det gælder om at holde skruen i vandet. For gud og fædreland.

Hermed skulle De Fem Feberdirrende Stressfingre være stukket vel ud til både børn og voksne. Tilbage er der så kun at sige: Flyd godt, skildpadde! Heldigvis føler stort set alle danskere – 90 procent – endnu, at de har et godt liv. Det tal er det højeste i hele verden – og forklarer muligvis, hvorfor halvdelen af os ville leve evigt, hvis muligheden bød sig. Og ballet har der jo strengt taget aldrig været noget galt med … eller fodbold for drengenes vedkommende. Så længe ungerne bare også får lært at glo, flyde, hvile og dovne den af i en uendelighed. Og at gå ture i naturen, selvom det tit er koldt og kedeligt – som familien, der tvang deres 9-årige søn en tur med til Hammershus på Bornholm, hvor han for hvert ubærlige skridt op imod den smukke middelalderborg hvislede: ”Fuck-Hammershus!” ”Fuck-Hammershus!” ”Fuck-Hammershus!” Ikke alle børn er væddeløbsheste.

© Bo Skjoldborg  (Politiken, 18.10.2004)

About 

0 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Få skrivetips til dig og din virksomhed

Gør som over 4000 andre skrivere på jobbet:
Følg nyhedsbrevet og få viden, værktøjer og skrivetips — så du lærer at skrive mere produktivt, enkelt og nærværende.
+ Uddrag af to populære skrivebøger lige nu.

Ja tak,jeg vil gerne have boguddragene og masser af skrivehjælp.